Sparekassen Kronjylland er Danmarks bedste arbejdsplads for 3. gang i træk

Kan du rådgive både private kunder og mindre erhverv i Odder?

Her er drømmejobbet til dig, der brænder for at rådgive både private og mindre erhvervskunder – og som ligesom os er vild med at gøre det i en lokal afdeling, der er tæt på kunderne og lokalsamfundet. Dig, der er skarp i din rådgivning – og samtidig nyder at opsøge nye gode kunder.

Du kan glæde dig til:

  • At blive en del af et fantastisk team i et job med mulighed for udvikling
  • At udleve din begejstring for at rådgive private kunder og mindre virksomheder, hjælpe og udfordre dem, så de har et godt økonomisk overblik
  • At få din egen portefølje
  • At udvide din portefølje ved at opsøge og tiltrække flere gode kunder
  • At bringe dig selv, din ordentlighed og dit gode kredithåndværk i spil hver dag
  • Sammen med resten af afdelingen at være med til at vise flaget ved lokale aktiviteter og til generelt at bidrage med idéer til, hvordan vi fastholder og tiltrækker kunder og øger afdelingens synlighed i Odder og omegn

Udover at du har den finansielle uddannelse på plads, er det vigtigt, at du:

  • Selvstændigt kan rådgive inden for alle facetter af privatområdet og give kunderne en grundig behovsafdækning. Derudover har du erfaring med - eller stor lyst til at udvikle dine kompetencer inden for - rådgivning af mindre erhvervskunder
  • Har succes med at skabe kontakt til nye kunder og opsøge nye forretningsmuligheder. Din tillidsvækkende facon gør det let for dig at komme i dialog med kunderne og at opbygge værdifulde og langvarige relationer med dem
  • Arbejder bedst i et team, men er også selvstændig og motiveres af at skabe resultater, der kan mærkes – både hos kunderne og i afdelingen
  • Har et godt drive og en positiv tilgang til opgaver, kunder og kolleger. Du drives af at se muligheder og at finde løsninger
  • Bidrager med godt humør i teamet

Det er vigtigt, at du ikke kun er god til økonomi, men også til mennesker. Det er nemlig afgørende, at du ønsker at gøre en forskel for vores kunder og kan bidrage til, at de fortsat er Danmarks mest tilfredse. Det sker blandt andet ved at udleve Sparekassens fem kundeløfter og ved, at du er nysgerrig på kunderne og er god til at tale planer og drømme med dem.

Har du allerede et godt kendskab til Odder, er det en fordel, men ikke et krav.

Hvad gør stillingen særligt attraktiv?

Du bliver en del af et friskt og ambitiøst team, hvor du har en god håndfuld kolleger at sparre med - udover de fagspecialister, der er tilknyttet vores afdeling. Vi er en dynamisk afdeling, der går op i at have det sjovt sammen, mens vi skaber forretninger og gode kundeoplevelser. Du får i høj grad mulighed for at udfordre og udvikle dig selv både fagligt og personligt, ligesom du har indflydelse på egen arbejdsdag.

Vi er i juni netop flyttet ind i nye lokaler på Torvald Køhlsvej, så der venter dig ikke blot en solid afdeling, der rådgiver både private og erhvervskunder, men også nye, lækre omgivelser.

Vi har en yderst synlig placering i det attraktive handelsområde med blandt andet Kvickly og Løvbjerg som naboer. Her glæder vi os til at byde dig ombord på en spændende rejse, hvor du får rig lejlighed til at være med til at forme vores videre retning og succes som afdeling.

Vi tilbyder fleksible rammer og i et vist omfang mulighed for hjemmearbejdsplads, så du har god mulighed for at forene jobbet med dit familie- og fritidsliv.

Ansvar og udfordringer på Danmarks bedste arbejdsplads

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen - og at det er med til at give os sektorens mest tilfredse privatkunder for tredje år i træk (ifølge det anerkendte analysebureau EPSI). Det er også med til at give os medarbejdere, der trives og er glade for at gå på arbejde. Vi er således tre gange i træk blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads af Great Place to Work.

Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag. Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.