Klaus Skjødt

Sparekassen Kronjylland henter kapital i svært marked

Interesserede købere motiverede til udstedelse før tid

Da Sparekassen Kronjylland for få uger siden offentliggjorde sit årsregnskab, var det blandt andet med en solvensoverdækning på 14 procentpoint, der svarer til 3,2 milliarder kroner. Derfor planlagde Sparekassen Kronjylland også at indfri hybrid kernekapital for 52 millioner kroner uden at udstede nyt, når den udløber til sommer. Nu har Sparekassen dog alligevel hentet 100 millioner kroner.

- Det er en meget ustabil tid med usikre markeder, men via Nykredit fik vi nogle indikationer på, at der var investorer, som rigtig gerne ville investere i hybrid kernekapital hos os. Det gjorde os selvfølgelig nysgerrige. Da vi også kunne se, at prisen var endnu bedre end den ellers attraktive pris, vi hidtil har givet for lignende kapital, var beslutningen egentlig ikke så svær, fortæller adm. direktør Klaus Skjødt, der ellers i forhold til planerne først skulle udstede ny kapital næste år.

Den hybride kernekapital har ikke været tilgængelig i offentligt salg, men er via Nykredit solgt direkte til interesserede.

- Kapital er helt generelt den knappe faktor i den finansielle sektor. Vi arbejder konstant med fem-årige kapitalplaner, hvor vi allerede inden udstedelsen lå pænt over vores solvensmål. Nu ligger vi så endnu mere komfortabelt, og det giver os nogle muligheder blandt andet i forhold til at planlægge kommende udstedelser, så de også sker på attraktive tidspunkter og vilkår, forklarer Klaus Skjødt.