Bolig

Hvorfor køber børnene ikke selv en lejlighed?

Børnene, som flytter hjemmefra, er vel store nok til at klare sig selv?

Det er helt naturligt og ofte også nødvendigt, at de unge flytter hjemmefra, når de skal uddanne sig. Og ja, det kan være svært at finde en god bolig og næste helt umuligt at finde en, der er til at betale. Men hvorfor er det, at de ikke bare kan købe en lejlighed selv. Hvorfor skal forældrene støtte og hjælpe deres børn, når de har alderen til at klare sig selv?

Mange har netop den holdning, at det er børnenes egen sag at finde en bolig. Men børnenes muligheder for at låne til køb af bolig er ikke den samme, som for veletablerede voksne. Derfor kan forældrekøb - helt uden økonomisk gave eller bidrag til den unge - være en hjælp. Selv når den unge betaler de fulde omkostninger, kan hjælpen være stor, når forældrene køber lejligheden.

Rådighedsbeløb og kreditvurdering

Unge med en lav indkomst har ofte ingen mulighed for et optage et lån. Årsagen til den manglende lånemulighed er, at vi og andre sparekasser og banker kreditvurderer vores kunder, inden vi låner penge ud og en ung, der er på SU eller elevløn, har en så lav indtægt, at rådighedsbeløbet ikke er stort nok til, at vi kan og vil yde et lån. Selvom en ung måske kan betale en lejebolig med højere husleje end den boligydelse, der vil være ved køb af lejlighed, så vil den unge få afslag på at låne pengene til et lejlighedskøb. Når forældrene træder til som dem, der låner til en lejlighed, har vi som långiver større sikkerhed for, at lånet bliver betalt tilbage.